Regler for BTI E-Sport
Al information angående BTI E-Sport vil være tilgængelig på følgende platforme:
- Discord: link udleveres til første træning
- Hjemmeside: www.bti-if.dk
- Facebook: følg BTI E-Sport´s officielle side
Adfærd til træninger/turneringer
Hos BTI E-Sport skal du
- Deltage for din fornøjelses skyld
- vise respekt over for alle udøvere, både med- og modspillere
- Vise respekt, være åben og ærlig i forhold til trænere og ledere
- Ikke lave hånende eller nedladende tilråb
- Ikke skrive chatbeskeder eller komme med udtalelser til eller om med- og modspillere, dommere, officials, trænere eller ledere
- Opføre dig over for andre, som du selv gerne vil have, at de opfører sig over for dig
Motion og Sundhed
- BTI E-Sport vil inkorporere fysisk aktivitet som en del af foreningsaktiviteten. Dette kan være en selvstændig obligatorisk aktivitet eller en del af en træningsaften.
- Der vil være vand under træningsaktiviteter - sodavand tolereres ikke.
- Når BTI E-Sport er i drift, vil der være obligatoriske informationsaftener, som handler om fysisk aktivitet. Begrundelsen er at hjælpe spillerne til at forstå vigtigheden af sund kost og motion ift. at blive en bedre udøver.
- Der vil også være en informationsaften, som handler om ergonomi. Begrundelsen er at mange spillere formentlig bruger mange timer foran skærmen, og dermed er det meget relevant, at der er korrekt opsat bord, stol, skærm, belysning mv.
Forældreinfo
- Forældreopbakning er nødvendig for at dette bliver en succes. Der vil være behov for hjælp til kørsel til turneringer mv.
- Forældreopbakning kan også være nødvendige ved afvikling af træningsaftener.
- Nogle spil anvender PEGI-aldersvejledning. I Danmark er det forsat en vejledning – ikke en lov. Det betyder, at vi i BTI E-Sport har valgt, at det udelukkende er forældrenes valg, om en spiller under aldersgrænsevejledningen kan deltage i aktiviteten. Dette kræver en specifik underskrift på dette regelsæt.
Aktiviteter i BTI E-Sport
- Træning vil indeholde et taktisk oplæg, en individuel træning, en fællestræning, en kampafvikling, hvor dagens taktikker bliver spillet, samt en fysisk aktivitet.
- Informationsaftener for spillere og forældre
- Viewing parties - her mødes spillere (og interesserede forældre) til en aften, hvor man fælles følger en turnering, f.eks. ESL Pro League. Her kan man hygge sig med at se nogle kampe, og lære hvordan de professionelle spiller.
- Klubmesterskaber.
- Eventuel deltagelse i E-Sportligaen, som er et DGI-projekt, hvor klubber på tværs af landet dyster mod hinanden.
Etik
Skingambling
I BTI E-Sport opfordrer vi ikke til at deltage i “skingambling” - hverken i eller uden for foreningen.
Skins er visuelle ændringer på våben i spil, såsom CS:GO m.fl. Disse ændringer har ingen præstationsfremmende effekt, men giver blot et andet udseende til våbnene. Skins har en “virtuel værdi”, som kan anvendes på gambling-sider. Her byttes de til “virtuel valuta”, som bruges til diverse spil på gambling-sider, såsom roulette, mønt m.fl.
Præstationsfremmende værktøjer:
I BTI E-Sport vil cheats ikke blive tolereret. En spiller, der bliver associeret med cheats, vil blive bortvist.
Eksempler på cheats
- Brug af præstationsfremmende midler (doping)
- Installation af 3-partsprogrammer, hvor man f.eks. kan se gennem vægge eller andre præstationsfremmende værktøjer
Udbetalingspolitik
Når BTI E-Sport er til stævner - LAN’s – kan der være mulighed for at vinde penge.
Derfor har BTI E-Sport lavet følgende regler
- Et hold (5 spillere) får udbetalt 80% af den samlede pengepræmie til deling.
- BTI E-Sport får resten til videreudvikling af faciliteter og uddannelse af instruktører.
Erstatningspligt
Ved forsætlige skader på udstyr og inventar vil der blive fremsat erstatningskrav, hvilket ligger i tråd med den generelle opførsel og omgangstone vi ønsker i BTI E-Sport.
Sponsor
Der er på nuværende tidspunkt IKKE indgået nogen officiel sponsorkontrakt med nogen. Men kommer måske. Kunne f.eks. være Høj Data.